Når jeg bliver gammel…
Klumme af Morten Bay-Mortensen, kommunikationspræst i Syddjurs.
Når jeg bliver gammel
Så vil jeg sidde på en bænk
Der hvor havet slår ind over molen
Og ta imod duglette perlestænk
Af hav, når det glitrer i solen
Året er 1989, Gnags’ sang banker ud i stuen fra store højttalere. Mr. Swing King roterer på pladespilleren, ”Når jeg bliver gammel” er fra starten et hit. Men der er jo længe til. Vi er unge, min kone og mig dét år, og i dem, der skal komme. Sangen fylder en idyllisk fynsk præstegård, vores førstefødte Sofie sover i barnevognen i den fjerne ende af den store have. Så der er fuld volumen på bassen, højttalerne var store dengang.
1989, det var dengang, der var fuld volumen på det meste. Muren faldt, verden var åben og på vej i den rigtige retning. Som vi selv, masser af liv lå foran os, fuld af forventninger. Så meget der skulle komme - og det kom der. Præsteriet tog fart og foldede sig ud, og det var fantastisk at få lov til at gå med de største ord ind i menneskers liv. Familien voksede med en knægt, Nikolaj, drømme blev til virkelighed. Der var også nogle af dem, drømmene, der smuldrede og forsvandt, og en hel del, der blev som det blev. Sådan som det vel er for de fleste.
Umærkeligt går årene, og nu er vi knapt så unge, konen og mig. Hvis man tør se det i øjnene, ligger det meste jo bag én, og det må man forlige sig med, vemodet holdes i kort snor. I tilbageblikket viser det sig, at så meget i det levede liv, der undervejs, måske ikke synede af ret meget - herregud, det var jo bare hverdag - i dag viser sig, at have været det hele. Det er der en stor taknemmelighed ved. Navnlig overfor alle dem, der lagde venskab og kærlighed til ens lille liv, og gjorde det stort.
Her i foråret runder jeg præstelivet af, og skriver amen på den sidste historie om kirkelivet. Det er noget af en overgang, så meget godt, der skal slippes. Pensionen og bænken ved havnen venter. Men det gør nye veje også. Tro mig, blodet ruller, hjertet banker, Mr. Swing King springer stadig ud,og fylder horisonten med håb og forventning:
Når jeg bli’r gammel, (uh)
skal byen kende til kærligheden.
Der hvor solen går ned,
der er et lys der rækker helt ind til land
på den anden side af ensomheden.