Provsten

En plus en er mere end to

De kirkelige arbejdspladser er fantastiske arbejdspladser.

Fantastiske, ja, men også lidt usynlige, forstået på den måde, at man mand og mand imellem måske ikke lige har fuldt overblik over, hvad forskellen på en kirketjeners og en kordegns arbejde er.

Præsterne er med deres sorte kjoler og hvide pibekraver meget tydelige i, hvem de er, og hvad de laver. Præstekjolen er så stærkt et brand, at ingen er i tvivl om, hvordan en præst ser ud? Det er kjolen og kraven, og så ved vi allesammen, hvad og hvem vi snakker om.

Men de kirkelige arbejdspladser er andet og mere end den lokale præst.

På kirkegårdene går der både kirkegårdsledere, gravere, gravermedhjælpere og måske elever rundt. På kirkegårdskontoret sidder kontorpersonale og i sognehusene eller i et hjørne af konfirmandlokalet sidder en kordegn eller en præstesekretær.

Der går måske også en husmor, en kirke og kulturmedarbejder, en organist eller en kirkesanger rundt og hvad laver de egentligt og var det måske noget for mig?

Og hvem er egentlig leder for dem?

Ja igen- det er måske også en smule hemmeligt, at der en kontaktperson, der på det samlede menighedsråds vegne er ansvarlig for og leder af det kirkelige personale. Og det er en opgave, som varetages af en frivillig.

Folkekirken har en tostrenget ledelsesstruktur, en meget tydelig: præst, provst og biskop og en mindre tydelig: personale – kontaktperson.

Og fordi kontaktpersonen er frivillig, er kontaktpersonen ikke nødvendigvis til stede i det daglige arbejde.

Det ændrer dog ikke ved at det er kontaktpersonen, der på vegne af menighedsrådet, er arbejdsgiver for det kirkelige personale.

Hertil kommer, at præsten i nogle sammenhænge er leder af f.eks. gudstjenester og kirkelige handlinger, som det øvrige personale jo også er en del af. 

Alt dette kan godt gøre det samlede billede af hvad og hvordan, der ledes i folkekirken lidt mudret.

De kirkelige arbejdspladser er fantastiske arbejdspladser, uanset om man står ved katafalk eller orgelbænk, skrivebord eller køkkenbord, og det er godt at være ansat i Folkekirken.

Syddjurs Provsti er sammenhold, samvær og samspil

Som understøttende, servicerende og rådgivende funktion, hjælper vi i Syddjurs Provsti de syddjurske menighedsråd med alt fra kommunikation til tiltrækning, modtagelse og fastholdelse af nye medarbejdere til regnskab og økonomi eller samarbejde og ledelse.

Tag kontakt til os

Hvis du vil have fat i provsten eller provstiet, så kan du skrive til os her. Du kan se hvor på kortet, hvor provstikontoret ligger.